Breve fra Damaskus

En nytårshilsen fra Damaskus

Her ved årets afslutning er der god grund til at se tilbage på 2025, som året der bragte Syrien ud af mere end 50 år under et autokratisk og brutalt regime. På trods af håbet om fredelige og bedre tider udløste forandringen samtidig en udbredt frygt for, at det plagede lands trængsler ikke var overstået. Men nu et år efter omvæltningen må man konstatere, at forholdene for så vidt angår Damaskus synes stabile. Der har været konflikter udløst af minoritetsforhold, men alt i alt synes landet langsomt at bevæge sig mod en normalisering. Vel at mærke under en ny ledelse, som rækker ud til det internationale samfund. Der er behov for al mulig hjælp, og vi er klar.

Det var derfor en stor og for Instituttets glædelige begivenhed, da vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, den 29. november besøgte Bayt al-Aqqad i forbindelse med sit officielle møde med den nye syriske ledelse. Forud for besøget gik en vandring fra pladsen foran Umayyade-moskéen gennem Al-Buzuriyah souken. Vi passerede Azem-paladset, som oprindelig var sæde for den osmanniske guvernør. Under mandattiden mellem de to verdenskrige blev det til et fransk institut og efter Syriens selvstændighed i 1946 blev huset i 1951 købt af den syriske stat og omdannet til et folkloristisk museum. Den mamlukiske paladsstil, som vi også ser i Bayt al-Aqqad, er i sig selv et enestående vidnesbyrd om fordums storhed og pragt, men også en perfekt ramme om syrisk kunsthåndværk gennem århundrederne.

Hammam Nur-al-Din (Nureddins bad) måtte kort besøges, selv om baderitualet må afvente bedre tid ved en senere lejlighed. Badet daterer tilbage til anden halvdel af 1100-tallet, men som alle gamle bygninger i Damaskus har det gennemgået flere forandringer og tilbygninger. Som nabo til badet ligger den monumentale Khan Pasha al-Azem. En global handelsstation, hvor karavaner fra tre verdensdele, Asien, Afrika og Europa kunne mødes: et fordums World Economic Forum. Bygningerne, som er opført med bånd i skiftende farve af sort basalt og gule kalksten, dækker et areal på over 2500 m2 og beskrives som den største og fineste khan i Damaskus.

Herfra er der ikke langt til den såkaldte Lige Gade (Via Recta), og efter få minutters gang står vi foran den ret uanseelige lysegrå dør, hvor et støvet messingskilt fortæller, at huset bag døren er Det Danske Institut i Damaskus. I et vindue til højre for indgangen står et interimistisk trykt ”Temporarily closed for maintenance”. Den besked har mødt alle, som er kommet forbi siden borgerkrigen brød ud i 2011, altså i 14 år. Vi drømmer om snart igen at kunne fjerne denne afvisende besked og erstatte den med et Open Forever! Og samtidig få pudset messingskiltet….

Vandringen gennem bazaren bød på mange møder i den brogede vrimmel af kunder, portører og butiksejere. Det nødvendige opbud af sikkerhedsfolk og medier druknede i gæstfrie tilråb fra de begejstrede syrere: welcome, welcome Denmark, please visit my shop, have a taste…

Første besøg i Bayt al-Aqqad overrasker alle. Først bevægelsen fra den larmende og tumultagtige souk til den rolige gård med de smukke citrus-træer. Derefter arkitekturen med den høje iwan og den enestående geometriske dekoration på murfacaden overfor. Og endelig de historiske rum med de mange smukt dekorerede træpaneler.

I sommer-qa’en, det officielle modtagelsesrum, er de rumlige proportioner og udsmykningen overvældende. Æstetikken udløser en stemning af glæde. Det er et privilegium at være her. En ideel ramme for forhandlinger om fred og håb for fremtiden.

Midt på den store gårdsplads brolagt med marmorfliser i forskellige farver og mønstre står den store fontæne. Siden 2011 har den været tømt for vand. Men i anledning af vores fine besøg er bassinet blevet fyldt op igen. Ziyad har lavet pumpen, så ministeren kan aktivere springvandet -et symbol på husets genoplivning.

I Mellemøsten handler det altid i sidste ende om vand. Vand er forudsætningen for liv. Og ligesom livet består af et forløb fra vugge til grav, strømmer vandet fra kilde til hav. Den 29. november 2025 strømmede vandet i Bayt al-Aqqads fontæne igen efter 14 lange år. Livet vender tilbage.

To uger senere dannede Bayt al-Aqqad ramme om en stor og succesrig begivenhed arrangeret af vores dygtige diplomater i regionen. Over 100 kvinder og mænd fra hele Syrien, inklusiv kurdere, alawitter og drusere, deltog og engagerede sig i livlige diskussioner om de tre hovedtemaer: overgangsretfærdighed, økonomisk genopbygning og lokal fredsopbygning.
Arrangementet var iværksat på dansk initiativ og arrangeret i samarbejde med Socialministeren Hind Kabawat, UN Women, Finland og Norge. Ud over civilsamfundet og græsrodsorganisationer, deltog socialministeren, ministeren for telekommunikation samt repræsentanter fra Udenrigsministeriet (MoFA), Økonomiministeriet og den Nationale Kommission for Overgangsretfærdighed.

Den historiske bygning strålede og gav gæsterne en positiv og glædelig oplevelse. Måske var begivenheden afslutningen af endnu én af mange mørke perioder i husets lange historie. En historie som begyndte for 2000 år siden, da Herodes på netop dette sted besluttede sig for at opføre sit teater.

Godt Nytår!

I dag, hvor jeg skriver denne tekst, er det præcis et år siden, at Assad-regimet faldt, og den berygtede familie flygtede ud af landet. Jeg var i Syrien i oktober sidste år under Assad. Halvanden måned før regimet brød sammen. I januar i år tog jeg tilbage for at opleve, hvordan friheden og det forsigtige håb formede hverdagen i Damaskus og resten af landet.

Den korrupte grænseovergang
Da jeg krydsede grænsen til Syrien i oktober sidste år, stod soldater i støvet med slidte uniformer og trætte ansigter. Store plakater med Bashar al-Assads ansigt hang overalt og fortalte, hvem der bestemte. Vores chauffør stak diskret sammenfoldede sedler i hænderne på vagterne ved hvert checkpoint, uden at nogen kommenterede det. Jeg gemte kameraet. Et forkert billede kunne få alvorlige konsekvenser.
Tre måneder senere stod jeg ved samme grænseovergang. Men næsten alt var forandret. Det var i slutningen af januar i år.
Bannerne var væk med den brutale diktator. Der var en slags port ved grænseovergangen, hvor alle biler kørte igennem, og hvor Assads portræt hang i toppen. Porten stod der stadig, men portrættet var smadret. Soldaterne vinkede mig frem. De smilede, bad mig om at fotografere dem. Ingen drikkepenge. Ingen sitren under huden.
Kontrasten kunne mærkes helt fysisk. Det var, som om landet for første gang i mange år turde trække vejret frit.

En by der løsner sig fra angstens jerngreb
Damaskus ligger kun en kort køretur fra den libanesiske grænse. En by beboet i årtusinder. Under Assad-familien holdt den vejret i årtier, og siden borgerkrigen brød ud i 2011 har den levet i konstant spænding og usikkerhed. Da jeg ankom i januar, gik jeg alene gennem de smalle gader i den gamle bydel. Solen forsvandt bag Umayyad-moskeen. Lyden af aftenbøn gled over tagene og ned langs væggene på de gamle huse. Damaskus har noget helt magisk over sig.
På en lille tagterrasse lige ved moskeen satte jeg mig for at få noget at spise. Menukortet var kun på arabisk. Uden SIM-kort og Google Translate spurgte jeg nabobordet, om nogen talte engelsk. Det gjorde Adham, en ung tandlæge med drusisk baggrund.
Da jeg spurgte ham, hvordan livet føltes efter Assads fald, lagde han bestikket fra sig. Han sagde, at han følte sig tyve kilo lettere i hovedet. Ikke fordi alle problemer var forsvundet. Men fordi han igen kunne tale frit. Han forklarede, hvordan der før var ord, man ikke måtte sige, og emner, man ikke måtte berøre. Stilhed var lig med overlevelse. Nu begyndte folk at tale frit.
Jeg spurgte, om han frygtede, at den nye ledelse (som tidligere var den del af den islamistiske Jabhat al-Nusra) ville indskrænke deres frihed. Han trak vejret dybt og sagde, at fremtiden var usikker. Men intet kunne blive værre end det system, som nu var væk.

Når tavsheden begynder at visne
På min tur i oktober sidste år rejste jeg med Ahmad, en lokal guide, der hurtigt blev min ven. Da vi var på besøg i byen Hama, spurgte jeg ham om opstanden i 1982, hvor tusinder blev dræbt af regimet. Han slog det hen og skiftede emne. Jeg forstod, at stilhed var en nødvendighed. Man vidste aldrig, hvem der lyttede med.
I januar talte han selv om det. Forsigtigt, men åbent. Om det, hans familie havde set. Om frygten, der havde formet hverdagen. Det var som at høre en dør, der i årtier havde været låst, begynde at åbne.
Ved Umayyad-moskeen mødte jeg også Mohammad. Han arbejdede tidligere for en virksomhed ejet af en af Assads støtter. Da ejerne flygtede, lukkede virksomheden fra den ene dag til den anden. Nu stod han uden arbejde og uden planer. Frihed koster, som han sagde.

Store ændringer i gadebilledet
Du kan se det i byen. De store portrætter er væk. Checkpoints er færre. Soldaterne står ikke længere på hvert hjørne. Det gamle regimeflag, som butiksejere tidligere malede på dørene som en tvungen loyalitetserklæring, er væk. I stedet ser man nu det nye flag overalt – båret med stolthed og hængt op i butikker og på balkoner.
Men forandringen mærkes især i det levede liv.
Straight Street er stedet, hvor folk går ud i Damaskus, hvis de vil have en drink eller en øl. Mange frygtede, at det nye styre ville lukke barerne, men det skete aldrig. De var kortvarigt lukkede, mens ejerne afventede udviklingen, men nu serverer de igen øl til gæsterne. Jeg var selv forbi en aften og smage den lokale øl, Afamia.

Et land i forandring
Da jeg forlod Syrien i oktober, troede jeg, at Assad ville sidde sikkert i mange år. Der var indgået en form for våbenhvile, og Rusland stod som garant for Assad. De fleste troede det samme. Og så faldt styret alligevel på meget kort tid.
Min ven Ahmad sendte videoer fra gaderne i december, den dag regimet faldt. Folk dansede, sang og festede. En eufori over at slippe af med en hadet diktator – en lettelse, der havde ventet længe på at komme op til overfladen.
Siden har der været uro enkelte steder i landet. Men det gamle system er væk. Selv de mest forsigtige syrere anerkender, at noget afgørende har ændret sig.

Hvad kommer nu?
Ingen kan med sikkerhed sige, hvad fremtiden bringer for Syrien. Ikke Adham. Ikke Ahmad. Heller ikke jeg.
Syrien står stadig med enorme udfordringer. Økonomien er hårdt ramt, og mange lever under fattigdomsgrænsen. Store dele af landet skal genopbygges, og arbejdsløsheden er stor.
USA og EU har ophævet handelssanktionerne, som tidligere gjorde det næsten umuligt at få penge og varer ind i landet. Det har åbnet for ny handel og gjort det lettere for familier at få støtte udefra.
Derudover er Golflandene begyndt at investere massivt i Syrien. De ser en mulighed for at være med til at bygge landet op igen, og tjene på det i fremtiden. Det gives ikke som velgørenhed, men det betyder arbejdspladser og håb om økonomisk fremgang.
Det er alle tegn på, at landet er på vej i en ny retning.

Jeg ankom alt for tidligt til grænsen, jeg havde ingen idé om, hvor lang tid de lokale libanesiske busser eller selve krydsningen ville tage. Med hænderne gestikulerede grænsevagten, at jeg skulle række ham min rygsæk. Han kiggede på den, forsøgte at åbne den, men kunne ikke finde ud af hvordan man gjorde. “Alcohol?” spurgte han imens han holdt hånden på tasken.
“No,” svarede jeg og rystede på hoved, smilede og prøvede at se så sød ud som muligt.

Det var sidste kontrolpost inden jeg krydsede grænsen ind i selve Syrien. Jeg krydsede ved Arida, en nyåbnet grænseovergang mellem det nordlige Libanon og Tartus i Syrien. Der er ikke mange der benytter denne grænse endnu, og jeg er ret sikker på, at de aldrig før havde set en blond kvinde med en stor rygsæk med liggeunderlag spændt fast. Men der stod jeg nu, endelig i Syrien, lettet, nervøs og nysgerrig på, hvad der ville ske næst. Det spørgsmål jeg oftest får fra andre, og ærligt talt også mig selv er: hvorfor? Jeg har ikke noget enkelt svar, og jeg ville aldrig sige til nogen, at de bare skulle tage af sted. Så lad mig starte med at præsentere mig selv.

Jeg hedder Olivia og er en passioneret vandrer, især ture der tager mange dage og helst i øde områder uden adgang hytter, forplejning og adgang til internet. Derudover er jeg er optaget af, hvad der sker, når man dukker op alene med snørede støvler, et telt og en stor portion nysgerrighed og tillid til verden. Jeg har erfaret, at når jeg møder folk uden for byerne, ude i naturen, så er vi på en eller anden måde på lige fod og i øjenhøjde. Vandring er en langsom måde at bevæge sig på, og langsomheden gør at man føler mig som en del af et sted, fremfor en der blot observerer.

De første skridt ind i Syrien

Så snart jeg kom over på den anden side af grænsen stirrede omkring tyve taxachauffører og en flok nysgerrige børn på mig. Mit libanesiske SIM-kort virkede ikke længere, og jeg følte mig ret alene. Jeg fandt en lille butik hvor jeg købte noget vand. Ude foran stod en lille stol, så jeg satte mig ned og ventede. Stadig med alles øjne rettet mod mig. Håbet var, at min guide Ahmad ville finde mig. Som enlig dansk kvinde virkede det umiddelbart som en overskuelig opgave.

Det er første gang jeg har hyret en guide på forhånd. Normalt rejser jeg solo, dels af princip og dels fordi jeg ellers føler jeg noget af friheden ved at vandre bliver taget fra mig. Men denne gang havde jeg etableret kontakt til Ahmad, som er tandlæge fra Hama, og elsker natur, camping og vandring lige så højt som jeg selv. Jeg havde fulgt ham på Instagram et stykke tid, kontaktede ham før min tur, og spurgte om han ville være min guide. Efter omkring en time dukkede Ahmad op i en hvid Kia med sorte gardiner. Jeg blev så glad for at se ham. Jeg går over til ham rækker min hånd ud udbrød: “Can I get a hug?”

Han kom mig ikke i møde, men lagde hånden på brystet og sagde høfligt: “Hi.”
Jeg blev pinlig berørt, for selvfølgelig ved jeg, at ikke alle rører ved det modsatte køn i Mellemøsten. Men jeg kunne ikke finde ud af, om det var hans personlige grænse, eller om det handlede om alle øjnene, der hvilede på os. Jeg må indrømme at det ikke var det mest elegant øjeblik. Jeg tror bare, jeg følte mig så lettet over at se ham. Efter det følte jeg mig lidt usikker på, hvad jeg skulle gøre, men vi fik læsset min rygsæk ind i bilen og kørte af sted. Planen var at bruge seks dage på at vandre og campere sammen med Ahmad. Min eneste betingelse til turen var, at jeg selv ville bære og sætte mit eget telt op. Efter de første seks dage var det meningen, at jeg ville fortsætte alene mod Aleppo, Homs og Damaskus i yderligere seks dage, hvorefter jeg så skulle finde vej tilbage til Beirut.

Huler, gamle borge og en grillet fugl

Vi kørte langt ud på landet et sted mellem Tartus og Latakia, til vores første lejr, som lå ved en lille gård der tilhørte Mohammed. Det ville være vores base for de næste par dage. Vi går hurtigt på udflugt i området, hvor der er en masse huler, og jeg er allerede begejstret. I en hule hvor der står en sofa og en stol. Ahmad fortæller mig at Mohammads ældre bror, Abu Saleh, bor i en nærliggende hule. Jeg kigger ind, og indser hurtigt at beboelsen efter danske standarder må siges at være ret primitiv, uden elektricitet og vand. De har ikke meget her og lever af det, de dyrker. Mohammad var så venlig og oprigtigt glad for, at jeg var kommet på besøg. Igen og igen gentog han den udbredte hilsen ”Welcome, Welcome!”

Selvom vi ikke kunne dele mange ord, var det tydeligt, at vi ønskede hinanden det bedste. De spiser det, de har, og på et tidspunkt spurgte Mohammad, om han skulle tilberede nogle grillede fugle til os. Først forstod jeg slet ikke, at han mente fugle. Dernæst forsøgte jeg ikke at være den privilegerede blonde pige, der væmmes ved lokal mad, så jeg sagde selvfølgelig, at det ville være fantastisk. Man spiser hele fuglen i én bid, inklusive knogler og hovedet, eventuelt pakket ind i lidt brød hvis man fortrækker det. Jeg er ked af at sige det, men det var umuligt for mig at spise mere end én. Og den ene var også noget jeg gerne vil have været foruden.

Ahmad og jeg udforskede området sammen, der bestod af et mix af vilde, skiftende landskaber. Naturen ændrede sig konstant: stenede stier, endeløse huler, tør ørken og, til min overraskelse, det mest intense blå hav, jeg har oplevet. Vi besøgte også skjulte gamle borge dybt inde i bjergene. En dag kørte vi mod en af disse gamle borge. Vejen havde været lukket, og var det i virkeligheden nok stadig, men vi kom igennem. Langs vejen sås et dække af brugte pistolhylstre, rester fra dengang området var en militærbase. Ahmad havde været der én gang før og fundet en skjult indgang til borgen. Vi ledte i timer, var lige ved at give op, men på vej tilbage til bilen, fandt vi indgangen.

Det øjeblik føltes som et perfekt billede af vores tur: impulsivt, eventyrlystent og noget, vi fandt ud af sammen. Vores relation var respektfuld og overraskende ligeværdig, selvom vi kom fra helt forskellige verdener. Vi havde det så sjovt og så let sammen, at vi besluttede at fortsætte resten af min rejse sammen, men som venner.

En overraskende samhørighed

Det, jeg tænker mest på nu, er ikke selve vandringen, eller naturen, men min forbindelse til Ahmad (se foto). Ahmad er 24, ti år yngre end mig. Han blev født i en landsby nær Hama, flyttede til Saudi-Arabien som 11-årig med sin familie, og vendte så tilbage til Syrien for at gå på universitetet. Efter endt uddannelse tog han tilbage til Saudi-Arabien for ikke at aftjene sin værnepligt under Assad. Efter Assads fald vendte han så atter tilbage til Syrien for at åbne en tandklinik med sin ven.

Ahmad og jeg har levet helt forskellige liv og med forskellige tro. Han er muslim af eget valg og har fordybet sig i religion; jeg er slet ikke religiøs. Jeg har en ph.d. i fysik og tror kun på det, der kan måles eller beregnes. Og alligevel er han et af de mennesker, jeg har mødt, som føles mest som mig. Måden han bevæger sig gennem verden på, hvordan han behandler andre, hans søgen efter mening, hans temperament og hans længsel efter frihed. Vi kunne forstå hinanden med meget få ord, og vi kunne udfordre hinandens tro eller mangel på samme. Men vores forskellige privilegier var også tydelige. På et tidspunkt vandrede vi tæt på den tyrkiske grænse, og jeg kunne se længslen i hans øjne efter et sted, hvor det var umuligt for ham at tage hen. Imens jeg frit kan rejse over hele verden og folk åbner deres arme og hjem for mig, kan han ikke engang få visum til at besøge sin familie. Jeg blev imponeret over, hvordan han håndterede denne uretfærdighed. Jeg kunne mærke hans vrede over det, men han lod den aldrig gå ud over mig.

Et glimt af Syriens nye generation

Selvom jeg ikke havde taget et ordentligt bad i otte-ni dage og desperat drømte om en negleklipper, besluttede vi at mødes med nogle af Ahmads venner, der var på en gruppetur for at campere ved en sø. Det var inspirerende at møde den blanding af mennesker: forskellige køn, etniciteter og trosretninger, som alle mødte og tilbringe tid sammen i naturen. Pigerne havde jeans og lækker makeup på, og jeg følte mig underdressed og lugtene. De grinede og snakkede, mens de spillede volleyball. Nogle var kurdere, andre arabere, nogle religiøse, andre ikke. Stemningen var afslappet. Vi jokede, delte mad, de spurgte mig, hvor jeg var fra, og prøvede at inkludere mig, selvom mit arabiske er tæt på ikke-eksisterende. Der var en frihed i luften og en lyst til at være ung.

En nat på kirkens tag

Efter to nætter i Aleppo nåede vi klosterbyen Maaloula. Jeg blev så glad da vi ankom. Jeg var træt af at sidde i bilen og klipperne var helt fantastiske. Maaloula er en lille landsby bygget ind i en stejl klippeside i Qalamoun-bjergene. Den ligger cirka 50 kilometer nordøst for Damaskus og er kendt for sin historiske og religiøse betydning. Det er et af de få steder i verden, hvor aramæisk stadig bliver talt, hvilket er samme sprog som Jesus talte. Det føles som en tidslomme, hvor århundreder gamle traditioner stadig lever i bedste velgående.

Jeg var ikke klar til at forlade klipperne, så jeg spurgte Ahmad, om vi kunne overnatte der. I mit hoved handlede det bare om at gøre det og så spørge om tilgivelse, hvis nogen kom og brokkede sig. Men jeg kunne mærke, at tingene ikke fungerede sådan her. Efter at have spurgt lidt rundt, lykkedes det Ahmad at få nummeret på præsten – landsbyens “papa”. Papa sagde, at vi ikke bare kunne campere hvor som helst, men forslog os at vi enten kunne så teltene op på kirkens parkeringsplads eller på kirkens tag. Han var utrolig hjælpsom og tilbød os også at vi kunne benytte kirkens toiletter. Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Vi satte teltene op på taget, satte alarmen tidligt og planlagde at drikke vores morgenkaffe fra toppen af bjerget ved solopgang. Nede fra landsbyen kunne vi høre en sang blive spillet fra kirken, lige efterfulgt af moskéens bønnekald. En fascinerende sammenblanding af indtryk.

Det store hvorfor…

Min rejse til Syrien var lidt spontan, må jeg indrømme, men der lå også mange overvejelser bag. Jeg ønskede virkelig ikke at være en ”krigsturist”, og jeg ønskede heller ikke at bevæge mig rundt i andres traumer, som var det en forlystelsespark. Jeg talte med flere syriske venner, før jeg tog af sted, for at høre deres mening.

Så hvorfor tog jeg af sted? Sidste december rejste jeg i irakisk Kurdistan og blev venner med en gruppe syrere fra Latakia. Jeg endte med at bo hos dem i ni eller ti dage. Gennem dem fik jeg et indblik i tiden efter Assads fald: først euforien over at slippe væk fra årtiers diktatur og det regime, de alle var flygtet fra. Et regime der havde splittet deres familier og kostet dem det halve af deres liv. Men midt i alt det kom undtagelsestilstanden i Latakia, og håbet om en lykkelig slutning var svær at høre i deres stemmer. Det gjorde mig pinefuldt bevidst om, hvor lidt jeg vidste om Syrien ud over overskrifterne. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at læse og undersøge alt jeg kunne komme i nærheden af: den politiske situation, de forskellige etniciteter og Assads grusomme krig. Et ønske voksede frem i mig: at opleve landet selv, ikke kun dets smerte, men dets mennesker, dets natur og dets hverdagsliv.

Jeg rejste ikke for at tage billeder af bombede bygninger. Dem har vi alle set. Og ja, der er mange ar efter krigen, men det er ikke den eneste historie. Jeg håbede at se, hvad der lever videre efter ødelæggelserne, hvad folk bygger op igen, og hvad der stadig holder dem sammen. For genopbygning handler ikke kun om at reparere ødelagte mure, men også om at genskabe tillid mellem mennesker, der har levet gennem årtier af konflikt og frygt. Frygten lever stadig, og mange er bange, hvilket er helt forståeligt, eftersom der har været mange mord og hadforbrydelser rettet mod bestemte etniciteter.

Og hvad fandt jeg så? Jeg mødte unge mennesker, der forsøgte at skabe forbindelser på tværs af etniske skel ved at være ude i naturen sammen. Ved at vandre og samles om bålet. Jeg mødte ældre mennesker, der levede et stille liv i bjergene, fuldstændige afhængige af deres små landbrug. Jeg så reel fattigdom; børn, der tiggede på gaderne efter mad og familier der havde deres teltlejre i rundkørsler. Jeg mødte mennesker, der havde tilbragt over ti år i fængsel, og som alligevel med et stort smil forsøgte at starte forfra og indhente det tabte og forsømte. Som eksempelvis den nu otteårig niece, man tidligere ikke engang vidste var blevet født.

Jeg mødte også udmattede mennesker, der røg vandpibe eller cigaretter fra solopgang til solnedgang. Jeg mødte unge med håb om en bedre fremtid. Og jeg mødte så mange, der var oprigtigt glade for, at jeg var der, som bød mig velkommen, inviterede mig hjem og behandlede mig med en varme og respekt.

Det første, der slår én, er fraværet af graffiti. Jeg har gået rundt i Beirut efter borgerkrigen og i Cairo efter revolutionen. Graffiti overalt. Politiske beskeder, slagord, humor. Her er så godt som ingenting. Omkring Baramke kan man se, at plakater der var kritiske over for det nye regimes magtkoncentration, er blevet hevet ned. Oppe i det konservative Salhiya hænger et par plakater om en heldækkende hijab som kvindens dyd, hængt op af en salafistisk gruppe. Men ellers intet. Ingen billeder af Ahmad al-Shar`. Ingen martyrkult. To officielle billboards ved den strategiske indkørsel for udenlandske honoratiores takker emiren af Qatar og Donald Trump for deres støtte. Ellers er her tomt. En stor kontrast til Bashar al-Assads aggressive offentlige kommunikation.

TV er det samme. Nyhedskanalen kører. Men hovedkanalerne med blandede tilbud er stadig lukket ned. Hvem har før hørt om en revolution uden offentlig kommunikation? En revolution, som ikke kastede sig over TV-bygningen? Folk forklarer, at man er ved at lave ændringer. Det kommer vel. Vi er i begyndelsen af juni. De nye magthavere fejrer halvårs fødselsdag. I stilhed.

Damaskus venter. Holder vejret.

Den ny orden

Jeg vandrer rundt, dag og nat, til kvarterer hvor jeg har boet, studeret, haft venner, guidet. Jeg kom til Damaskus i 1987 og indskrev mig på universitetet. Jeg kunne arabisk fra Cairo, men det var en anden dialekt. Som dansk og svensk. Og her var det forelæsninger om arabisk filosofi. Heldigvis læste lærerne for det meste op fra deres bøger, så hvis jeg havde læst i forvejen, kunne jeg nogenlunde følge med. Da jeg år senere opsøgte et par af dem, viste de sig at være en del klogere, end de havde givet indtryk af i timerne. Men nogle af de studerende i klassen var nok også angivere for regimet.

I dag ser man ikke længere mukhabarat, sikkerhedsagenterne i jeans, læderjakke og pistol. Til gengæld er der posteret langskæggede mænd med automatvåben. To og to, klædt helt i sort. Jeg gør det til en vane at snakke med dem. Nogle er faktisk damascenere, der som led i våbenhvileaftaler blev fragtet i bus op til Idlib, hvor de så blev indrulleret i Hayat Tahrir al-Shams oplæringsprogrammer. De er rolige og venlige og tydeligt vellidte. En barber i Sadelmagernes bazar forklarer hvorfor: ”under Bashar var der to konkurrerende bander, der kom her i min salon og krævede beskyttelsespenge. Da jeg tog mod til mig og rapporterede til politiet, blev de irriterede og krævede også penge. Men banderne fortsatte. Nu er de som sunket i jorden. Jeg betaler ikke længere til nogen.” Barberens ord bliver illustreret på vejen ud af landet, hvor det kun er de libanesiske grænsebetjente, og ikke syrerne, der nu skal bestikkes. Det plejede at være begge parter. Foreløbigt sikrer regimets repræsentanter en ordentlighed, som syrerne værdsætter.

Der er også liv i bazararerne, i alt fald under den store offerfest, som også er en højtid, hvor folk bruger penge. Alt ånder idyl. Om aftenen går jeg ind i Umayyade-moskéen, byens smukke centrum. Børn leger, voksne beder. Der er ikke længere nogen turist-indgang, og jeg møder da heller ingen turister. Til gengæld er der udspændt en snor mellem en mande- og kvindeafdeling. Da jeg nævner det over for akademikere og politiske observatører, er de foragtelige: et dumt stunt; moskéen og damascenerne har klaret sig uden i 1300 år. Det kommer ned igen.  

Jeg tager en taxa rundt til de nogle af kvarterer, som oprørerne holdt. De palæstinensiske flygtningebyer Yarmouk og Filastin. Husene er udbombede og hule, men hist og her hænger der vasketøj på anden sal, og som i Beirut i 1990 vokser der buske og træer ud af dem. Her er graffiti! Men fra dengang, oprørerne holdt stand. En kiosk er åben. Værten serverer cola og snakker om ulykkerne. Nu vil det måske ændre sig. Men familien er spredt. Eller død. Endnu værre ser det ud i det nærliggende al-Hajar al-Aswad, og i Jobar, hvor husene er jævnet med jorden. Hvad der måtte have været af graffiti i Jobar er pulveriseret. Her er ikke rigtig nogen at snakke med. Andre end taxachaufføren, som viser sig at komme derfra. Han står med en attitude som i den klassiske arabiske atlal poesi, som altid begræder det liv, der var i den lejr, hvor kun sporene er tilbage. ”Hvad tænker du om folk inde i Damaskus, der bare levede videre bare fire kilometer herfra?”, spørger jeg. Han trækker på skuldrene: ”Hvad skulle de have gjort? Vi er små mennesker. Meget af min familie boede derinde.” Som så mange andre har han intet til overs for Bashar; ikke af ideologiske grunde, men fordi Bashar ikke kunne levere sikkerhed, et udkomme – eller bare håb. De i Vesten, der mente, at vi skulle forhandle med Assad, troede at han havde kontrol over sit land og nød respekt fra halvdelen af befolkningen. De var dårligt informerede. Landet var et kludetæppe af narkobaroner, økonomien i frit fald. Ingen synes at begræde hans afgang.

En kristen parade

En af de få venner, jeg har tilbage efter 14 år, er kristen. Vi har ikke været i kontakt, fordi jeg var bange for at kommunikere med venner, når regimet vidste, at jeg deltog i møder med den syriske opposition. Det har han godt forstået. Han er bekymret over det nye styre og dets ideologi. En af de få, jeg møder. Men det nye regime er foreløbigt meget bedre, end han frygtede. Vi er i centrum og følger en kristen parade i gaderne med høj musik. Folk tager godt imod det kristne orkester; unge syriske muslimer går med og filmer med deres telefoner. Lidt væk står et par politibiler til beskyttelse. ”Det er vigtigt, at vi marcherer og spiller høj musik”, siger min ven. ”De skal se, at gaden også er vores”.

Her i centrum er der også et par butikker med alkohol, som altså ikke er blevet bedt om at lukke, selv om det er offerfest. I det kristne kvarter besøger jeg en restaurant oppe i bymuren, hvor jeg plejede at komme. Den er kendt for at producere sin egen vin. Værten fortæller, at han ikke er blevet opsøgt af nogen; der er ikke noget moralpoliti. Men der er heller ingen andre gæster den aften. ”Folk har ikke mange penge. Der er for mange restauranter. Nogle af os kommer til at lukke.” Vi er enige om, at Syriens håb ligger i Golfen, hvis regenter er begejstrede for det ny Sunni styre og gerne vil hjælpe det. Golfen selv er også ved at blive kulturelt mere liberal og vil på den måde nærme sig et konservativt Syrien. De bliver de første turister. Men de finder næppe vej til hans hyggelige vinotek.

To uger efter jeg er kommet hjem, går en selvmordsbomber ind i en kirke i Dweila, et kristent kvarter måske en kilometer fra restauranten. 25 mennesker bliver dræbt i et inferno. De kristne må være rædselsslagne. Regimet erklærer, at IS står bag, men en anden gruppe af utilfredse jihadister tager ansvaret i en erklæring. Det er folk som har kæmpet sammen med Ahmad al-Shar´, men nu opfatter ham som en fjende af den sande jihad og søger at underminere ham. De kristne er valgt, fordi drab på kristne vil blive rapporteret langt mere intensivt i vestlige medier, der identificerer sig med de kristne og ikke har styr på de andre trossamfund. Fra et teologisk synspunkt har jihadisterne meget mere imod drusere, alawitter og ismailier. De kristne skal være såkaldte beskyttede folk, og jihadisterne vil vise, at regimet ikke kan beskytte dem. Ahmad al-Shar` og hans indenrigsminister har på det kraftigste fordømt det uhyrlige angreb. Men for få år siden var det deres egen organisation, HTS, det benyttede selvmordsbombere.

Alle folk i Damaskus vil kraftigt fordømme angrebet på kirken. De vil opfatte det som imod religionens bud, og imod byens og landets ethos. Det var derimod ikke så klart, når vi snakkede om mordene på alawitterne i bjergene ved kysten i marts. Det var da også et væbnet oprør, der sigtede imod at vælte den nye regering, og det er ikke så mærkeligt, at den reagerede håndfast. Men det endte i massakrer på landsbybeboere, alene fordi de var alawitter, begået af regimets egne jihadistiske støtter. En undersøgelseskommission er nedsat, men det er tydeligvis vanskeligt for regimet at tage et opgør med dets base. Folk i Damaskus var som sagt ikke synderligt oprørte; de anså de landsbyer for at være hjemsted for shabbiha, de irregulære tropper, som Assad regimet benyttede til det grove, morderiske arbejde. Men hvis Syrien skal på fode igen, skal der være sikkerhed for alle og et retsopgør med regulære procedurer.

Mødet med Timur Lenk

I december 1400 belejrede mongolergeneralen Timur Lenk Damaskus. Han havde plyndret og nedbrændt Delhi, Herat og Bagdad. Nu var det Damaskus tur. De regerende mamlukker trak sig tilbage. Byen lå åben. Først lod det til, at Timur ville skåne den, men efter et par dage lod han sine mænd plyndre, myrde og nedbrænde. Selv Umayyademoskéen. Så trak han sig tilbage, og mamlukkerne kunne nu rykke ind i den forarmede og menneskeligt decimerede by.

Der var et berømt vidne til denne historie. Ibn Khaldun (1332-1406) er en af den Arabiske Verdens største historikere. Født i Tunis var han endt som qadi (dommer) i Cairo. Mamlukkerne havde taget ham med hæren til Damaskus, og da de trak sig tilbage, blev han i byen. Timur havde hørt om den store lærde fra Maghreb (Nordafrika) og inviterede ham ud til sin lejr under belejringen. I sine erindringer beskriver ibn Khaldun sin frygt, da han trådte ind i teltet til Timur Lenk, ”Jermanden, den halte” og så hans deformitet. Under måltidet tager ibn Khaldun mod til sig og siger smigrende, at han har ventet på denne begivenhed i fyrre år. Adspurgt hvorfor svarer han, at Timur er vor tids herre, fordi han evner at samle uregerlige stammefolk til en slagkraftig hær. Der er imperier som det ægyptiske, persiske, romerske og byzantinske, som kan sikre stabilitet og fremgang i hundredvis af år. Men de kan ikke klare sig, når der endelig dukker en hærfører op, som kan samle et stammefolk med en helt særlig solidaritet og målrettethed, som ibn Khaldun kalder asabiya. Det var den asabiya, som Alexander den Store havde skabt, og som Muhammad havde samlet araberne med. Mongolerne var endnu sådan et stammefolk, det mest anarkistiske af dem alle. Men Timur havde samlet dem, og ingen kunne slå dem.

Denne teori havde ibn Khaldun udviklet i den berømte indledning til hans verdenshistorie. Civilisationer, dvs. store byer, kan ikke holde stammefolk ude, hvis de har asabiyya. Med sin arbejdsdeling, sammensatte befolkning og forfinede kultur kan den ikke mobilisere samme offervilje og hårdførhed. Til gengæld kan byen civilisere. De beduiner, der erobrer den, bliver selv byboere. I første generation holder de fast ved deres primitive dyder, men anden generation tager ved lære og tager for sig. Og tredje generation er forfinet og urban. Med den kommer risikoen for en ny erobring med asabiya. Og så fremdeles.

Ibn Khaldun døde kort efter mødet. Men Timur grundlagde et dynasti, timuriderne, kendt i islamisk historie for sin kunst, arkitektur og videnskab. Erobrerne var blevet civiliseret.

Ahmad al-Shar` i silkeslips og børnehave

Det er ibn Khalduns teori, man hører ekkoer af, når man snakker med Damaskus befolkning. ”Vi er handelsfolk. Vi tilpasser os,” siger de. Men de citerer også al-Shar` for, at ”Damaskus er en alt for stor klump at sluge”. Hvormed han og de mener, at han ikke kan lave Damaskus om. Faktisk er de sikre på, at det bliver omvendt. Nogle peger på udpegningen af en kvindelig kristen socialminister. Det er selvsagt alt for lidt med en enkelt kvindelig politiker i regeringen. Men det er et symbolsk brud med jihadi-salafi ideologi, ligesom præsidenten og ministrenes silkeslips. Sådan gik de bestemt ikke klædt i Idlib.

Andre nævner hans kone, som er ganske elegant og synes ivrig for at blive optaget i det damascenske bedre borgerskab. Hun har sat børnene i en skole, hvor de vil lære fremmedsprog, men nok så vigtigt gå sammen med den damascenske elite. ”Damaskus civiliserer sine erobrere”, siger en historiker til mig. Han kender naturligvis sin ibn Khaldun, som også Baath-partiet dyrkede. Faktisk kan man sige, at Baath officererne også var nogle bonderøve med asabiya, som i 1960erne kuppede sig til Damaskus og nu falder. Bashar var i alt fald ikke som sin far og sin farfar.

Det nye regime bliver næppe et demokratisk mønster og nok mere en blanding af demokratiske institutioner og autokratisk dominans. De damascenere, jeg mødte, mente de kunne leve med det, så længe der er en retsstat, sikkerhed og ro. Og så længe, man kan sige, hvad man vil, og regenten lytter. Det gør Ahmad al-Shar`, selv om beslutningerne synes at være hans alene. En enkelt omtalte ham som al-mustabidd al-mustanir, en oplyst enehersker. Som altså konsoliderer sin magt, men gradvist ændrer sin kultur. Det skal blive interessant at se, hvad de vil vise på syrisk TV.

Så lykkedes det endelig efter 1½ år med voldsomme konflikter og yderligere traumatisering af en stor befolkningsgruppe at vende tilbage til Damaskus. Syrien ligner sig selv, og især bazaren i Damaskus, som nærmest er uforanderlig. Et af de få steder i verden hvor tiden står stille på trods af den megen larm og aktivitet.

Og alligevel. Der mangler noget i bybilledet og plakater langs vejene med portrættet. Når man kommer fra Danmark, forekommer det naturligt, men for syrerne, som har levet med det i 50 år, er det en kæmpe ændring. De siger: Syrien er ikke det samme, eller ”du kan ikke genkende Syrien”. Det sidste kan jeg sagtens for folkesjælen er der selvfølgelig. Måske bedst illustreret i forbindelse med mit møde med grænsekontrollen.

Grænsekrydsningen sker som altid. Efter at have kørt op og ned af de libanesiske bjerge og passeret Beqaa-dalen, kommer man til den libanesiske grænseby. Her er det rutine at stemple ud. Så kører man et kvarters tid i ingenmandsland. Jeg havde forstået, at den vej var blevet ødelagt under krigen, men ikke hvor vi kørte. Efter at have passeret gadesælgere med benzin i grønne 10-liters dunke, når man frem til den syriske grænsekontrol. Min bil og chauffør var fra Libanon, så vi blev standset af en syrisk soldat eller grænsepoliti, som skulle høre hvem vi var.

Hvor kommer han fra spugte han chaufføren på deres eget sprog, og der blev svaret korrekt, Dinamarka. Grænsesoldaten er en flot stor kriger med hipster skæg. Han ser på mig og siger så på engelsk: Welcome to Syria. Og det var nyt! Ikke at man var velkommen, men at det officielle eller halv-officielle Syrien bød velkommen. Sidne sanktionerne mod Syrien blev indført, har Danmark sammen med Vesten været kategoriseret som uvenlige.

Man skal nu søge om elektronisk visum for at rejse ind i Syrien. Vores dygtige ambassadepersonale i Beirut havde stået på den anden ende for at det kunne være på plads til min indrejse. Og de havde oplyst mig, at man ikke kunne nå at få produceret en blanket med visum, men at mit navn var hos det syriske grænsepoliti. Så jeg ankom med et fint pas og et glat ansigt og var spændt på, om det rakte. Har tidligere været udsat for, at Marie ikke fik lov at komme ind i Syrien, fordi hun allerede var der! De havde nemlig glemt at stemple hende ud ved sidste besøg. Så hvad ville der nu ske? Havde telefonen på akut stand by med numre klar til Gud og hver mand og bad til, at der var dækning. Og så skete det som er et andet karakteristika her i landet, pragmatisme.

Grænseposten er et stort nedslidt rum med en lang skranke med omkring 15 luger. Foran ti af dem står folk i det som skulle vær én kø. Dog, hvis man ser mulighed for at komme frem fordi personen foran småsover, så går man foran. Min chauffør tog mig til luge nummer 1 for pensionerede officerer og diplomater. Og jeg lignede hverken det ene eller det andet. Og efter pænt at have ventet til det blev vores tur, forklarede han officeren, at jeg kom fra den danske ambassade og skulle til Damaskus. Jeg forstod ikke om mit navn virkelig fandtes et sted i én af de mange bunker af papir, som udsmykkede officerens arbejdsplads. Eller hvad den nye computerskærm fortalte ham. Men der blev talt frem og tilbage på et arabisk, som jeg ikke forstod. Og en overordnet blev tilkaldt. Det var en lidt ældre ansat klædt i civil. Og han skulle ikke bruge mange minutter før han sagde, ahlen wsahlen, yallah! Velkommen og videre! Og fordi ambassadens navn var blevet nævnt slap jeg for at betale visum afgift.

Grænsekontrollen tog en halv time for mig, og lige så lang tid for at få en libanesisk bil registreret til indkørsel i Syrien. Vi tog fra Beirut kl. 9. Kl. 10 nåede vi grænsen og en time senere var vi klar til at køre mod Damaskus.

Jeg forstod, at e-visum var en håbefuld intension, men endnu ikke en aktiv løsning. Men også at den pragmatiske måde at få tingene til at fungere på stadig var intakt. Jeg fik ingen stempler i passet, blev møjsommeligt registreret på den fine nye computer, hvor scanningsfunktionen af pas endnu ikke fungerede. Men blev bedt om at udfylde det gode game indrejse kort, hvor man oplyser om det som ellers står i passet, samt ens forældres fornavne. Det fik til gengæld et stempel.

Fra grænsen gik det så hvad remmer og tøj kunne holde ned af bjergene mod Damaskus. En GMC kan køre meget hurtigt. Har prøvet det før, da jeg en nat i 2004 skulle fra Amman til Baghdad for at mødes med kolleger på Nationalmuseet der. Og man mærker faktisk ikke hastigheden så længe, at det går godt. Der var to grunde til, at den gode chauffør kunne bevæge os til Damaskus i høj hastighed. Der var ikke skyggen af et færdselspoliti, og vigtigere ikke et antal paramilitære kontrolposter, som afkrævede bestikkelse for at få lov til at fortsætte. Endnu en væsentlig forandring, som den menige syrer føler.

Og sidste forandring viste sig, da jeg stod af foran indgangen til Den Lige Gade, hvor Ziyad ventede. Jeg skulle betale for kørslen i USD og gav pengene i kontanter til chauføren. Da vi lidt senere gik mod Bayt al-Aqqad sagde Ziyad: Lagde du mærke til, at du kunne vise offentlig, at du betalte med udenlands valuta?

Så tilbage i Damaskus efter 1½ år. Og foran ligger et stort spændende projekt med at få ikke bare dette enestående hus på skinner igen, men også hjælpe Syrien tilbage til en situation, som er værdig for landets befolkning. De fortjener det.