Breve fra Damaskus

I begyndelsen af måneden tog jeg til Beirut for at forberede årsmødet i oktober. Og ved samme lejlighed havde jeg mulighed for at deltage i afskedsreceptionen for Merete, som blev afholdt af ambassaden sammen med fejring af Grundlovsdag. I receptionen indgik en særdeles smuk koncert med danske og klassiske sange fremført af en dansk og en libanesisk operasanger. Pga nedlukninger var det første arrangement siden 2019. Så omkring 300 deltagere deltog i dette fine program. Jeg vil også gerne fremhæve Meretes tale, som ramte præcist i sin beskrivelse af situationen i Libanon og kunne forståes af alle tilstedeværende uanset baggrund. I DID vil vi savne Merete i bestyrelsen femover – ikke mindst hendes dybe og særlige forståelse af forholdene i regionen.

I den sammenhæng kan jeg oplyse, at det temanummer om Libanon, som på en måde føre op til årsmødet, og hvorsom Merete venligt bidrog til med et forord, netop er udkommet. I vil inden længe modtage et eksemplar med posten. Når I har læst det, må I genre melde jer til det forestående årsmøde i Beirut 🙂.

Da jeg nu alligevel var nået så langt væk hjemmefra, bad jeg mine bekendte i Damaskus, som har et rejsebureau, om at skaffe mig clearence til at besøge huset i Damaskus. Det viste sig at være muligt, og derfor blev jeg afhentet i Beirut og kørt til Damaskus, hvor jeg kunne tilbringe 4 dage i Bayt al- Aqqad.

Besøget var vigtigt, både for vores loyale syriske personale i huset, men også for mig selv. Fysiske møder kan ikke erstattes af virtuelle, når der er væsentlige punkter på dagsordenen.

Som nævnt kan man gennem et rejsebureau købe transport og clearence til Syrien. Ved grænsen skal man desuden betale for et visum, som koster 67 US $. Sidste gang jeg besøgte Damaskus var i efteråret 2019, hvor der var kø ved grænseovergangene. Denne gang var der nærmest tomt. Syrerne ska nu betale 100 US $ , når de passerer grænsen. Så rejsen fra Beirut til Damaskus, fra dør til dør, tog i alt 21⁄2 time! Den magiske løsning er den sikkerheds clearing, som man skal have på plads inden man køber visum ved grænsen. Men det forlyder, at man har slækket på forsigtigheden med at give turister visum for at tiltrække udenlandsk valuta.

Damaskus ligner sig selv på trods af konflikter og sanktioner. Man oplever dog tydeligt en gennemgående lav levestandard. Bilerne bliver ældre og mere bulet. Tøjet billigere og flere tiggere på gaden. Men gæstfriheden lever alligevel i sin bedste velgående. Sikkerheden i Damaskus er som altid. Der bliver holdt nøje styr på turisterne, hvilket på en måde er med til at have sikkerheden på plads. Jeg kunne spadsere alene rundt i den gamle bydel og bazaren i tre dage, spise på restaurant, købe nybagt brød hos bageren og drikke kaffe på caféerne. Jeg spurgte mine venner og personalet, om de så det som et sikkerhedsproblem, hvilket de afviste. Det skal dog siges, at de også fortalte mig, at de skulle meddele ”politiet”, hvornår jeg færdedes i byen uden for instituttet. Sikkerhed over alt 🙂

Det betød uvurderligt meget for vores ansatte i huset, at jeg kom forbi. Og traditionen tro, kunne vi igen drikke tyrkisk kaffe i iwanen kl. 10.30 hver formiddag. Der var meget at tale om – løst of fast. Ved sådan en lejlighed fik jeg også at vide, at Danamark var på listen over uvenlige lande. Det er umiddelbart svært at reagere på den udmelding, men jeg kunne dog oplyse dem om, at jeg ikke opfattede mig selv som et uvenligt menneske, og at jeg samen med dem håbede på en snarlig politisk løsning på problemerne.

En dag var afsat til gennemgang af hele det store hus rum efter rum. Der var kun gået 21⁄2 år siden mit sidste besøg og bygningssyn, så jeg følte mig bedre forberedt denne gang. Det kunne konstateres, at bygningerne er i god stand ikke mindst pga det malearbejde, som blev gennemført sidste efterår. Og de inddækninger, som var blevet lagt på taget, fungerede. Det så også ud til, at sætningsskaden, som var opstået i murene ud til gaden, havde stabiliseret sig. Men her tager vi vores bygningskyndige, Tom Flemming Nielsen, med på råd, inden der træffes beslutninger.

Den store udfordring i Syrien (og Libanon) og i Bayt al-Aqqa er energiforbruget. Huset blev istandsat på et tidspunkt for tyve år siden, hor elektricitet kostede næsten ingenting. I dag koster strøm meget mere. Og mangel på brændstoftil kraftværkerene betyder, at forsyningen er særdeles ustabil. Der vil være elektricitet nogle timer af gangen. Så længere afbrydelser og ingen advisering fra el-forsyningen på forhånd. Det giver virkelig anledning til mange frustrationer hos civilbefolkningen. Husets fordel er tilsyneladende, at det får elektricitet fra samme hovedledning, som leverer strøm til Omayade-moskéen. Så fredag formiddag er der altid elektricitet indtil fredagsbønnen er overstået 🙂

Dette har medført, at man i huset som i de tusinder af private hjem har anskaffet store opladelige batterier af indisk fabrikat. Så når regeringen leverer strøm, så bliver der opladet til perioderne uden strøm. Resultat: ingen strøm sparet men noget tabt pga opladningsprocessen.

Da man restaurerede huset for tyve år siden, var man ikke i samme grad opmærksom på bæredygtighed, som vi er i dag. Og man placerede en stor diesel-dreven generator i kælderen under forhuset, som kunne kompensere for strømsvigt. Den står der stadig, men Ziyad bruger den sjældent, da den både forurener voldsomt, larmer og udgør en reel brandfare for de gamle letantændelige bygninger. Jeg besluttede derfor under mit ophold i huset at bringe disse stærkt kritisable forhold til ophør. Ziyad er nu sendt i byen for at finde solceller til taget. De kan erhverves i Syrien. Prisen er i dag rimelig i forhold til husets budget og effektiviteten er god selv om vi nok desværre må nøjes med kinesiske paneler. Vestlige eller japanske solpaneler er omfattet af sanktioner og eksportembargo. Så håbet er, at ved et kommende besøg, så er dieselgeneratoren historie, batterierne oplades af solen OG huset på vej mod en bæredygtig energiforsyning. En spændende udfordring at forsøge at optimere bæredygtighed i en stor gammel historisk bygning (første romerske teater med solceller!).

Et andet energihjørne, som man skar af for tyve år siden, var forsyning af varmt vand. Man placerede de store vandtanke i kælderen. Det betyder, at vandet skal pumpes rundt i bygningerne, hvilket koster elektricitet til store cirkulationspumper, samt til opvarmning. Hvis man har rejst i Middelhavslandene, vil man have oplevet, at varmt vand kommer fra tagene, hvor det opvarmes af solen. Den løsning kunne man måske også have valgt i Bayt al-Aqqad med tilhørende forstærkninger af de bærende konstruktioner. Men nu var strøm som sagt meget billig dengang. Så næste projekt handler måske om det varme vand.

Så meget om bygninger. Og nu til bygningernes indhold: livet i bygningerne. Vore tre ansatte, Ziyad, Bashar og Rabie har eftehånden tilbragt omkring ti år i det nedlukkede hus. Jeg fornemmere ikke, at de er ramt af den associalisering, som corona-nedlukninger har medført hos nogle. De siger nemlig, at de meget ønsker livet tilbage i bygningerne. Formiddagskaffen alene gjorde underværker.

En revitalisering af bygningerne forudsætter en politisk løsning på situationen i Syrien, som ligger meget langt væk fra, hvad vi kan bidrage til i DID. Jeg har dog fundet en lille mulighed for måske lidt ”liv”. Jeg er i kontakt med dansk flygtningehjælp, som har et kontor i Damaskus. I Syrien leverer man humanitær hjælp til internt fordrevne (officielt ”displaced”), og man er i gang med kapacitets opbygning med indsatser omkring uddannelse af unge. Jeg inviterede derfor en af lederne fra kontoret i Damaskus, Fairouz Sahlee – program leder, til et møde på instituttet. Vi talte her om et konkret pilotprojekt, som jeg gerne vil drøfte med bestyrelsen.

Syrien har, som nævnt ovenfor, lukket mere op for turister i løbet af de seneste måneder, lige som man har givet adgang til internet, facebook, etc. Det skyldes nok især ønsket om at tiltrække hård valuta. Og paradoksalt nok er det US $ (USA går også i Syrien som den store Satan – iransk inspiration). Ja, dette er Mellemøsten på godt og ondt. Det har personalet mærket i huset, da der nu dukker udlændige op, som gerne vil se bygningerne. Der har ligefrem været en lille dansk gruppe forbi. Nu er huset dog ikke tænkt som en turistattraktion. Men den er dog et fantastisk spejl af Damaskus historie gennem 2000 år – fra og med det romerske teater. Huset kan fremvise mange gode eksempler på arkitektur fra vigtige perioder af byens historie. Min tanke var derfor, at mens vi venter på den politiske løsning, at vi så sammen med dansk flygtningehjælp i Syrien uddanner en lille gruppe unge syrere til at være guide i huset, når det får besøg udefra. De kunne også i princippet vise huset frem til skolebørn fra Syrien. Vi ville påtage os at give dem en kort og intensiv uddannelse som lokalguider, som kunne udløse et diplom. Og når en dag Syrien igen bliver en del af verdenssamfundet, kunne de måske få en fremtid inden for turisme.

Dansk flygtningehjælp synes umiddelbart godt om projektet. Så spørgsmålet er nu, om vores bestyrelse også synes, at det er en god idé, og om den kan accepteres fra politisk hold både i Danamark og Syrien. Nu er I advaret!

Så jeg kom langt fra tomhændet hjem fra Damaskus, selv om det, som ligger i hænderne indtil videre, måske er luftige idéer 🙂