Bayt al-Aqqad hviler på fundamentet af det teater, som Herodes den Store opførte i Damaskus for 2000 år siden. Man kan stadig se dele af teateret i sekretariatet. Hvordan romerne forsynede bygningen med energi, kan vi ikke sige med sikkerhed. Men i dag er det en stor udfordring, da Syrien på grund af den politiske situation, ikke kan levere elektricitet mere end seks timer i døgnet.
Da det er blevet muligt at erhverve paneler med solceller, besluttede vi derfor sidste år at anskaffe nok paneler til at forsyne bygningen med tilstrækkelig strøm til at opretholde de basale funktioner. Så i oktober 2022 blev panelerne monteret på taget over iwanen. Systemet fungerer upåklageligt. Derfor planlægger vi at udbygge systemet i år, så det også kan drive de mere energikrævende apparater såsom varmepumper. Samtidig er vi gået i gang med at udskifte alle el-installationer til nye bæredygtige modeller.
Og så bliver det et farvel og tak til den store dieseldrevne generator i kælderen og til støj og røg.